“Where can we find light in this never-ending shade?”

Gorman starter sin tale med et spørgsmål vi alle sammen har tænk på det sidste ”Where can we find light in this never-ending shade?”. Hvor kan vi finde lyset i denne endeløse skygge? Pandemien raser, dagene bliver mere og mere grå jo længere tid vi sidder hjemme, og ligesom vi tror, vi kan se lyset for enden af tunnellen, forlænges den, der er ikke andet at gøre end at kæmpe videre.
Derudover kan spørgsmålet også førers over på kampen om ligestilling for sorte og hvide, mænd og kvinder. Hvornår stopper vi med at føle os i skyggen? Sådan kunne spørgsmålet også lyde. 

Gorman taler til unge på hendes alder, dem som kan ændre fremtiden og som føler sig ramt af fortiden. Vi er endnu en generation, der er ufrivilligt, har ansvaret for at rette op på konsekvenserne af tidligere generationers handlinger liggende på vores skuldre. Gorman fortæller os, at vi har kraften til at skrive et nyt kapitel, til at tilbyde os selv håb og latter, og hun tror på, hvis vi sammenfletter nåde med magt, og magt med hvad der er rigtigt, så vil vores arv til den næste generation være kærlighed.

”we did not feel prepared to be the heirs
of such a terrifying hour
but within it we found power
to author a new chapter”

Gorman taler til sit land om at overkomme det grå. Hun tænder lys i den amerikanske befolkning, da hun løfter den amerikanske drøm om et land med endeløse muligheder, og en lys fremtid, og hun bruger ivrigt sig selv om eksempel. Hun roser den amerikanske drøm ved at referere til sit eget liv. Amanda Gorman drømmer om at blive præsident end dag, og hun er beæret over at kunne drømme så stort, selvom hendes slægt stammer fra slaver, og hun voksede op med en enlig mor. Nu står hun og taler for præsidenten. Hun er et billede, som amerikanerne ser mest op til, som er grunden til at amerikanerne holder deres meget liberale politik, drømmen om at man kan arbejde sig op og hvis man arbejder hårdt nok, kan man blive alt hvad man drømmer om, og det må man sige at Gorman har gjort og stadig gør.

“We the successors of a country and a time
where a skinny Black girl
descended from slaves and raised by a single mother
can dream of becoming president
only to find herself reciting for one.”

Gorman taler til amerikanerne om deres amerikanske arv og hun husker dem på, at selvom landet har mange kampe i fortiden og optøjer i nutiden, så er det ikke sådan det nødvendigvis behøver at være i fremtiden. Den arv vi har er en historie om fortiden ikke en fast definition på fremtiden. Amerikanerne skal tage deres plads og reparere, hvad der har lagt til grund for borgerkrige, protester og stormening af kongressen, og hun tror på at det kan forbedres.

“It's because being American is more than a pride we inherit,
it's the past we step into
and how we repair it.”

Gorman som poet skriver så selv med vores mange forskellige oplevelser og øjne kan vi alle identificere os med digtet. Vi kender følelserne, hun referer til, og begivenhederne hun omtaler. På under seks minutter formår hun at sætte alle nutidens værste begivenheder i perspektiv, hun formår at få os til at tro på lyset findes, som hun slutter sin tale; ”if only we are brave enough to see it, if only we are brave enough to be it.”
Amanda Gorman skaber håb, og det er bevæggrundlaget for hendes succes. Hun fortæller os, at vi kan godt, selvom vi føler os hjælpeløse. Hun rammer rigtigt i hendes betragtninger, og det får håbet til at spirer i alle, ikke kun den amerikanske befolkning, men hele verden, og det får os til at tro hendes ord. Der er lys forude.