The Gorman-trail

I mørket skinner lys kraftigst. Hvor ondt hersker, er godhed det stærkeste våben. For selvom et land står i knæ, et sidste skub og det ramler sammen, findes håb. Amanda Gorman er symbolet på dette håb. Hun er næstekærlighed. Hun er ord og metaforer. Og så er hun den amerikanske drøm.

Den præsidentielle indsættelsesceremoni i USA må historisk antages som et følelsesladet moment. Hvor en gammel fortælling afsluttes, og en ny begyndelse mødes. Indsættelsen af Joe Biden-embedet var et øjeblik flere havde set frem til. Det må være at forestille sig den amerikanske befolkning nok sad kimet til skærmen, for med egne øjne, at se Trump og hans nære forlade det Hvide Hus i Washington D.C. Mon et fælles udmattet åndedræt forlod millioner seere på netop dette tidspunkt? Mon resten af den vestlige verden for alvor forstår den skæbne den nordamerikanske nation har måtte lever under i nu fire år? Om vi funderer længe nok over disse politiske forhold, må svaret nok entydigt være, at sådanne følelser nok aldrig vil være os forståeligt. 

En kærkommen ceremoni blev det for Biden, Harris og resten af, hvad flere liberale af den vestlige verden må karakterisere som håbets parti. Som traditionen dikterer, blev indsættelsen af et nyt præsident-administration en tætpakket agenda. Besøg ved de ukendte soldaters grav, den fredlige, militære magtoverdragelse pass in review, samt poppet musikalske toner leveret af storikonerne Lady Gaga og Jennifer Lopez. Men trods programmets vilde højdepunkter, vil dagen på lige fod med Bidens præsidentindsættelse, for mange huskes for et helt andet lyspunkt. Den unge, beundringsværdige Amanda Gorman. En kvinde, der med sine nøje udvalgte ord, sine yndeværdige håndbevægelser og sine determinerede blik, stjal rampelyset for øjnene af de kvindelige poptalenter, og talte til nationen i lyrikkens tegn. Poesi, der ramte. Poesi, der fik os til at holde vejret endnu en gang. Poesi, der skabte håb, så det rungede ud i hele den vestlige verden. 

Det krævede ingen større lyrisk historik eller alder, for at forstå ordenes styrke og ikke mindst den kraftfulde bevægelse hun ved det sidste udtalte punktum igangsatte. 

”De skuldre vi står på, og de, der står på vor egne”

Redaktionen har kigget nærmere på kvinden, der synes blomstret ud af ingenting. At få taletid ved en præsidentiel indsættelse er intet, der bør underkues. Hendes betydning er massiv for den nye præsident og den opgave han står over for ved ikke at ”dele, men forene” nationen, som Biden formulerede det i sin valgsejrstale. Men hvem er Amanda Gorman, og hvilken redskab kontribuerer hun med til at rette op på dette splittede og harme politiske landskab? 

Gorman giver selv et par karakteristiske tegn til kende i talen ved indsættelsesceremonien. En ”tynd, sort kvinde, nedstammende fra slaver, opdraget af en enlig mor”, der trods sin baggage, drømmer om at stille op som præsident, og giver udtryk for, hvorfor USA netop er mulighedernes land. En gammelt støvet drøm, der for mange synes kastet under gulvtæppe, væk fra dens ellers stolte offentlige skue. Gorman har med sine ord, følelser og ikon netop pustet denne fri, og placeret den i hjertet af USA igen. 

På sin Instagram-profil er det ikke til at komme uden om den unge Harvard studerendes politiske aktivisme. I en Ted Talk fra 2018 forklarer hun, hvordan poesi er det bedst politiske redskab, og hvorfor melodiske ord og symboler skaber politisk aktivisme. Poesien er det tilgængelige våben, og nej, ikke alle kan blive poeter, men poeter kan komme allesteds fra. Med større talevanskeligheder som ung, viser Gorman hvordan øvelse, drømme og hårdt arbejde kan skabe poesi, og hvordan denne genre kan benyttes som politisk våben. For kunst er altid politisk. Kunst er aldrig objektivt, men taler til vores sind, medmenneskelighed, afsky og håb. Hun forklarer, hvordan poesien viser sig i alle politiske afkroge. Hvordan vi husker vigtige politiske konflikter, afhænger ofte af dets udtrukte poesi. Dette må være ordets sande magt, og Gorman fremhæver, hvordan lyrikkens kraft er folkets bedste politiske våben. 

Gorman lever særligt efter en vigtig mantra, der giver hende styrken og det fokus til at forsætte sin politiske og lyriske ytringer. Hun giver udtryk for, at man altid bør huske sig selv på, hvilke skuldre man står på, og altid, hvad man selv står for. Ved første del, peger hun på de kampe, andre har måtte tage for at vi alle som udgangspunkt, står hvor vi gør i dag. For hende gælder det folk af slaver, der har kæmpet sig mod retfærdighed, og har måtte åbne øjnene hos resten af verden for den herskerende og grundlæggende ulighed. En kamp, der udgydte pinsler, rædsler og uforståelige ofre, men som har skabt en betydelig nation og lagt grostene for dets efterkommere. På disse skuldre står Amanda Gorman og spejder ud, ophævet af sine forfædre, hvordan end de måtte have kæmpet deres kamp for hende. På samme måde, viser Gorman at hun er parat til at vise, hvad hun står for, og kæmpe dette slag for de kommende generationer, der måtte rejse sig på hendes skuldre.  

Klædt i en skarpt gul blazer, håret sat i traditionel afroamerikansk stil og et prægtigt rødt hårbånd gav Gorman sin hyldest og påmindelse om den første kvindelige, og vel og mærket sorte, præsidentkandidat Shirley Chisholm.  Det er disse skuldre Gorman selv føler sig opløftet af, og for hvem hun ønsker at vise sit standpunkt for resten af den spirende ungdom.  

Chisholm trodsede i 1962 omgivelsernes normer og mønstre, og skabte et spæde håb for en undertrykt befolkning, der stadig stod med et ben i dets forhistoriske rædsomheder som en bøjet slavefolk. 

En efterfølgende bevægelse startede efter Chisholm, da hun blev bandlyst fra flere politiske arrangementer, og dermed blev talerøret for hendes politiske mærkesager om øget fokus på racisme, menneskerettigheder og ligestilling mellem køn, frataget. Bevægelsen blev kaldt ”The Chisholm Trail”, en bølge af primært sorte kvinder, der agtede at støtte Chisholms sag og fremme de sociale vilkår for den undertrykte del af befolkningen. 

I dag kan vi måske derfor tale om en ny ”trail”. Med andre metoder, men samme politiske styrke, ser vi nu en ny sti, ”The Gorman Trail”. Selvom denne endnu hverken er koordineret eller tydelig på gader og stræder, må den kunne mærkes i de fleste amerikanske hjerter. Dette vil og må være Bidens ultimative våben.  For hvilken bedre måde at skabe en ny ære i amerikansk politik, der udtrykker fred og næstekærlighed, end ved poesiens kraft?

Andre artikler

Guide: her er al den basisviden du skal bruge for at investere!

Sidder du og gerne vil i gang med at investere, men er du lidt i tvivl om, hvad du skal investere i, hvor du skal investere, og forstår du ikke mange af de populære begreber? Så læs med her!

7/2/21
Økonomi

Derfor skal du bruge Financial Times i dit liv og uddannelse.

Måske tænker du, at Børsen, Berlingske og Politiken og de andre aviser, du læser til dagligt og bruger til dine afleveringer, er nok for dig. Men så har du med garanti ikke læst den anerkendte britiske avis Financial Times. Måske den kan være med til at udvide dit perspektiv og give dig noget viden, du ikke havde regnet med. Læs med her for at få mere at vide.

7/2/21
Økonomi

“Where can we find light in this never-ending shade?”

Elegant, målrettet og fokuseret på sin kunst indtager hun pladsen bag talerstolen. Lægger sine noter ned med en tale, et digt til hendes nation. Sikkert tittaler hun hendes præsident, vicepræsident, amerikanerne og verden. Rank og rolig, står hun i solskinnet med alles øjne rettet mod hende, kun 22 år og med hele verden lyttende til hendes næste ord. Det er den 20. januar 2021, og Joe Biden er netop ved at indsættes som USA’s næste præsident. Talen afholdes af Amanda Gorman.

7/2/21
Politik